Om at blive flere i flokken når alt ikke går som forventet

Om at anskaffe sig en ny lillebror




Mandag d. 31/8 2009 var dagen som var ventet med længsel.



Det var dagen hvor sorg var planlagt at skulle blive til glæde.



I maj gik min gamle pige på 14 år bort – pludseligt og uden varsel. Det tog hårdt på os alle – hende den lille spradebasse på 2½, de 4 katte, min omgangskreds og jeg hvor Thilde hele sit liv havde gjort så stort et indtryk pga. sit herlige sind og store personlighed.



Det var meningen jeg ville vente i længere tid med at anskaffe mig en hund, men pekingesere hænger ikke sådan på træerne og jagten gik ind da Sisse tydeligt savnede selskabet af sin gamle ven. I mellem tiden gik sommeren med at passe en dværgschnauzer, en tæve – kun en måned yngre end Sisse.



Sisse elskede Topper. Sisse blev en helt anden hund imens Topper var her. Sisse kom ud af sin sorg og var igen en humør bombe uden lige.



Jeg intensiverede jagten for måtte finde en lillesøster til hende. Dette var så ej muligt, men en lillebror dukkede op – ferie blev planlagt og alt gik op i en højere enhed.



Undtagen en ting….



Jeg havde glemt at tage Sisse i ED!



De mødtes på græsplanen – Sisse værdige ham ikke et blik, han snuste lykkeligt til hende – hun gik, vendte rumpen til ham, tissede og vendte kursen mod hoveddøren. Inden vi kom ind var hun stor savlende – min første tanke var, hvad har hun været i! Hun måtte da have fået en forfærdelig forgiftning. men den mulighed var ikke til stede, det var et udtryk for at hun ikke var tilfreds med den nye situation. En reaktion på stress over alt hvad hjerne og hjerte nu skulle kapere og indstille sig på.



Jeg gav dem begge en af hendes ynglings guf – da hun så han tog imod, så spyttede hun sin ud.



Hun gjorde ham intet – nej han var ikke hende værdig på nogen facon, dvs. han var ikke engang værd at true med en knurren eller på anden facon skælde ud. Psykisk terror vil jeg kalde det – hun fandt oven i købet på at gemme sig på badeværelset hvilket dog aldrig nogensinde var sket før.







Stakkels lille dreng. Han forstod jo intet. Han er det sødeste væsen der tænkes kan. SÅ han tøffede rundt med hendes tyggeting og fandt sig en god hyggekrog, hun var fløjtende ligeglad. Han havde snust til noget – hun følte lede ved det.



Sisse kunne ikke gå tur sammen med ham, kunne ikke stå ved siden af ham, kunne ikke klare han kom op i sofaen – gjorde han så hoppede hun ned meget demonstrativt.



Jeg besluttede at lade hende være. Ikke gøre hverken mere eller mindre ud af hende end vanligt og så talte jeg med opdrætter som kom med mange gode fif.



Min lille tæve kunne simpelthen se forskel på hvem der var feriebarn og hvem der skulle bo her, og hun synes ikke om at få en lillebror. Det var i hvert fald ikke til at tage fejl af.



Tirsdag aften ryddede lillebror Blackie og jeg op i køleskabet. Vi fandt en enkelt frikadelle og vupti kom madammen ud fra sit skjul under klapvognen på badeværelset. De fik en lille bid hver. Og den bid spyttede hun ej ud. Beholdt den i munden, gav ham et kort blik og returnerede til sit klapvognskjul hvor hun så spiste sin. Han blev så glad.



Onsdag glemte hun at besvime da han på en af gåturene kom til at røre hende i forbifarten men sørgede ellers for, for det meste at residere i sofaen, natten tilbringer hun normalt i en lille seng under min – men da han så formaste sig til at ville ligge op ad hende kravlede hun helt ind under sengen og blev der til efter han havde gået morgentur.



Torsdag tilbragte hun hele formiddagen og det meste af eftermiddagen i sofaen. Blackie og jeg gik på et tidspunkt oven på. Og efter lidt blev det alligevel for meget. Der kom kontakt lyde fra sofaen. Vi gik ned og hun blev et kort øjeblik helt glad for at se os.

Sener gik hun forbi ham højt snakkende da der var gulerodsuddeling, guleroden blev båret højt struttende hele vejen forbi ham og så lå hun ellers i en kurv og så ud til at hygge sig gevaldigt med at smug kigge på ham der fjollede rundt med en anden gulerod.



Efter aftenturen lavede hun rundedans, med en rævehale i munden. Rendte rundt og rundt og sjovt nok også foran ham. Men næ nej han skulle ikke have lov at være med – så stoppede legen.

Aftensmaden har hun hele ugen insisteret på at indtage på 2. trappetrin. Her i aften hoppede han, som ellers slet ikke hopper, til sin egen overraskelse op på 1. trin.



Dette fik hende til at stress savle igen, men hun fortsatte dog med at spise. Men pludselig, efter hun var gået, var Blackie på 2. trin. Hun havde ej spist op. Det rådede han bod på.



Herefter har hun ligget i sofaen og iagttaget ham og da Blackie mulede rundt under sofabordet sådan som glade pekingeser gør, så kunne hun ikke lade være – men måtte også mule lidt oppe i sofaen. Stoppede så brat op – helt overvældet over sig selv – vendte ryggen til og hoppede tilbage på sit armlæn.



Endvidere har hun endeligt her sen aften nuppet resterne af hans mad. – men da han ej skulle opdage det så camouflerede hun sig bag en seng som hun gik ind under og så brugte som telt, og på den facon kom hun hen til hans mad uden at være nødt til at kigge på ham. Det så vældigt kreativt og klovnet ud og han kiggede også noget spekulativt på hende – men hun nåede da sit mål.



Sovet fik jeg så ej heller natten til fredag, for i nat gik hun ej i seng – de lå næse mod næse med 10 cm’s afstand og hun fortalte ham lange historier.



Men ved 9 – tiden da vi alle var ude kom hun til, at opfordre til leg 

Han var prompte på – besværlig gjort af snore tog de 2 -3 dansetrin, hvorefter hun kom i tanke om at det vist ej var sådan hun skulle opføre sig. Til gengæld insistere hun på at gå langt og viser ham derved stille og roligt området. Han følger hende som en skygge, lapper hver et lille håb om opmærksomhed i sig. – Men denne madamme hun er en hård nød at knække.



Her i eftermiddag tog hun pludselig initiativ til at ville ud – ingen af dem var trængende, men ud gik vi da.

Og hun inviterede til leg, og han responderede – og de fjollede lidt rundt. Hun stoppede – men tog så initiativet en gang til – herligt at opleve, men for overvældende for hende. Hun begyndte at savle lidt igen.





Inde fik de hvert de hvert et nyt lammeøre, frisk fra posen. Hun sætter ham nu på plads med en skarp lyd. Han skal ikke røre hendes øre.



Han suser lykkeligt rundt – madammen har SET ham 





Aftensmaden har de spist i samme rum og begge på gulvet. Hun har leget med ham efterfølgende til hun selv blev helt overvældet



5 dage har det taget før der var forhåbning om et der var hul igennem til Sisses hjerte for en sød og rar lillebror, alle vi andre har glædet os til. 5 dage i et forfærdeligt psykisk miljø. Tænk sig, at sølle 4,1 kg kan udvise så megen utilfredshed? Og gudskelov hun ikke er den eneste som er stædig her i huset!



Han er kommet for at blive, og hun er endeligt ved at indse det!



Men af dette har jeg lært, at når man anskaffer sig en ny hund, så er alt ikke altid så rosenrødt som man selv havde forventet det ville blive. Dog med tålmodighed kan det ændres og selv den sureste kan finde fornøjelse i at få en ny kammerat.