info om Ringorm

Dyrlægens temasider








Ringorm



ET ”NYT” MIDDEL MOD RINGORM ?



På en dyrlægekongres afholdt for nylig i San Francisco blev der fremlagt nogle undersøgelsesresultater, som mere end antydede, at loppemidlet ”Program vet” havde både en forebyggende og en helbredende effekt på ringorm hos hund og kat. Jeg må understrege, at det indtil videre er svært at få disse resultater bekræftet i tilgængelig litteratur, men alligevel vil jeg driste mig til at fortælle, hvad jeg har hørt og læst.



Ringorm er en hudlidelse som skyldes angreb af en svamp – oftest den der hedder microsporum canis. I praksis må næsten enhver hudlidelse mistænkes for at et ringormeangreb, men det typiske angreb starter med en ikke-kløende, tør og skældende plet. Pletten kan have forskellig form, men vil i indledningsfasen ofte være rund. Senere i forløbet kan ringormen brede sig, formen ændre sig, farven kan evt. blive rødlig, og der kan ses kløe af varierende grad. En frisk ringorm giver ikke kløe. Kløen kommer, når der blandes bakterier i processen.



Ringorm betragtes ikke som en ekstrem smitsom sygdom. Det er mit indtryk, at man i en flok på 5 dyr vil se 2, der angribes. Hvorfor ringorm ikke angriber alle individer er en lang historie. Det har noget at gøre med de enkelte dyrs immunsystem (modstandskraft). I mine øjne er ringorm primært en stresssygdom, som optræder, f.eks. når dyr flyttes, når der er for mange dyr på et givet område, når de er svækkede af andre sygdomme og ikke mindst hos udstillingsdyr.



Svampen formerer sig og spredes via såkaldte sporer (”en slags æg”), som findes i omgivelserne og på inficerede dyr. Sporene er meget modstandsdygtige, og de overlever f.eks. nemt i op til 2 år i omgivelserne.



Specielt blandt katte er ringorm et kæmpeproblem, fordi der findes så mange skjulte smittebærere – katte med svampen på sig men uden symptomer. En norsk undersøgelse har bl.a. vist, at op til 40% af langhårede katte på udstillinger bærer svampen.



Hos hunde er situationen lidt anderledes. Tænker jeg nogle år tilbage, så jeg faktisk ikke ringorm hos hund men antallet har i de senere år været stigende. Årsagen til stigningen skal jeg lade være usagt – måske er det et øget antal katte, måske en ændring i svampenes aggressivitet.



Ringorm kan smitte fra dyr til mennesker.



Ringorm har indtil nu været en svær lidelse at kurere. Man har behandlet med forskellige antibiotika, bade, salver m.m. Altid en besværlig, langvarig og meget kostbar behandling.



Nu påstår disse forskere så, at Program med indholdsstoffet lufenuron både kan forebygge og helbrede ringorm. Holder ”det vand”, må det siges at være en epokegørende opdagelse, og teorien bag anvendelsen er i hvert fald ok.



Lufenuron påvirker insekters evne til at danne kitin. Loppernes ægtand mister sin hårdhed. Det betyder, at larver ikke kan få hul på æggeskallen – de dør. Larverne kan ikke danne skelet.



Cellevæggen i hudsvampe (inkl. ringormesvampen) indeholder kitin. Derfor fik forskerne den geniale idé, at prøve Program i behandlingen af ringorm. Da Program samtidig er et lidet giftigt præparat, var det et meget ufarligt forsøg.



De startede på 3 hunde, som ikke havde svaret på den almindelige behandling overhovedet. Alle 3 blev kureret med Program. Senere er der refereret en undersøgelse, hvor man har behandlet 156 hunde og 201 katte med svampelidelser i huden (ringorm) med lufenuron(60 mg/kg som en éngangsdosis). Dosis er noget større end til vanlig loppebehandling – men som sagt - stoffet er meget lidt giftigt. Alle dyrene viste bedring efter 8 dage. 10-20 dage efter behandling betegnes de som helbredt. Der sås et tilbagefald hos 5% af behandlede dyr efter nogen tid, men de blev helbredt ved en genbehandling.



Endvidere har man foretaget en retrospektiv undersøgelse af 2914 hunde og 1355 katte. Retrospektiv betyder, at man ”set tilbage” i gamle journaler. 62 af hundene og 54 af kattene var behandlet mod ringorm. Ved hjælp af tal og statistik er konklusionen blevet, at ingen hunde og katte i behandling med Program havde fået ringorm – og - at ingen af patienterne med ringorm havde fået Program. Hvor stor sikkerheden er i den sidste undersøgelse, skal jeg lade være usagt, men det er da i hvert fald med til at støtte teorien.



Vi har på også på Abild Dyreklinik prøvet at tænke lidt tilbage på vores ringormemateriale, og vi mener faktisk heller ikke at kunne huske dyr i almindelig Programbehandling mod lopper, som har fået ringorm.



Jeg håber at fremtidige undersøgelser kan bekræfte ovennævnte antagelser og resultater, men vil stadig understrege, at man før behandling ”af noget der ligner ringorm”, får diagnosen bekræftet hos sin dyrlæge.



Rutinemæssig loppebehandling med ”Program Vet” forebygger altså tilsyneladende både lopper og ringorm. Samtidig er der åbnet mulighed for behandling af ringorm med ”Program Vet” i stor dosis.



Det er store fremskridt.



K. Steensborg – fagdyrlæge

Abild Dyreklinik ©

Artiklen er fundet her: http://fuhlendorf.dk/dansk/temasider/ringorm.htm